Du er her: Forside » Foreningen » Støt Os

Bliv medlem af Himalayan Project og støt vores arbejde

Hjælp os med at skabe bedre levevilkår for mennesker i Upper Solu

Himalayan Project kan naturligvis ikke fungere og hjælpe i Nepal uden opbakning og finansiel støtte fra privalpersoner, foreninger, firmaer, fonde og lignende. De kontante bidrag falder i tre kategorier, medlemskab af foreningen, scholarship støtte og bidrag til konkrete projekter. Dette sikrer, at børn og unge kan sætte sig mål for eget liv gennem ordentlig skolegang. At de fattigste familier kan slippe uden om armod ved at nogle af udgifterne til børnenes skolegang kan lettes og ikke mindst gennem vores arbejde for at styrke kvinders mulighed for selvbestemmelse og aktiviteter til gavn for familien. Men også hele familiens mulighed for at øge deres økonomi gennem beskæftigelsesprojekter, hvor især vores the-projekt har hafdt stor betydning.

Din garanti for at pengene bliver brugt korrekt til sit formål, er Janaki Khadka i Nepal og Papa Kurt Lomborg i både Danmark og Nepal.

Janaki Khadka and Papa Kurt

Medlemskab

Et medlemstal på mindst 300 er kritisk, idet det giver adgang til at få del i de såkaldte Udlodningsmidler, tidligere kaldet Tipsmidler, i henhold til Ligningslovens §8A. De tildelte midler udmøntes i forhold til foreningens årlige omsætning, og formålet med midlerne er udelukkende at støtte foreningens drift. Da vi alle arbejder frivilligt, så betyder det, at disse midler stort set dække alle afholdte administrationsomkostninger, så vi kan prale af, at kun ganske få procent af vores støttekroner går til administration. Nogle år nul til to procent, men aldrig har vi været over 6%.

Vores godkendelse hos skattemyndighederne betyder samtidig, at private donorers bidrag til scholarship, gaver og andre bidrag er fradragsberettigede på selvangivelsen. Vi sørger for indberetningen til skattevæsenet.

Læs mere om medlemskab HER.

Himalayan Project’s logo blev foreslået af vores nepalesiske samarbejdspartner, som er buddhist og mente at vores vision skal være medfølelse, hvilket i deres filosofi er symboliseret ved Cherensig, som ser og forstår alting med sine 10.000 hoveder, og gør hvad den ser med sine 10.000 arme, og ser hvad den gør med sine øjne i sine hænder.

Scholarship / Studiestøtte

Vi har skabt et program, hvor student og donor er personligt forbundet. Det scholarshipbidrag som donor indbetaler går udelukkende til den konkrete elev. Donor kan følge den unge nepalesers udvikling gennem mindst 4 årlige personlige breve, som vores stab formidler fra den unge til donor. Dette har en meget stor betydning for de unge, der føler sig forbundet til den store verden og styrker deres egen betydning. Også de donorer, som ønsker at sende breve til deres student, formidler vi. Det er svært at afgøre, hvad der betyder mest for den unge, om det er stoltheden over at være noget særligt, eller om der er det økonomiske bidrag. Det samme gælder familien, hvor dog økonomien nok vejer tungest.

Læs mere om vores Scholarship program HER.

Renuka-bhujel

Projektstøtte

Vi har småprojekter til få hundrede kroner og kæmpeprojekter til tusindvis, som kræver hjælp fra større fonde. Småprojekterne kunne være et drivhusbyggeri, en vandmølle, undervisningsmidler til skolen, bøger til biblioteket, stole til forsamlingshuset og den slags småting, som skolerne eller landsbyerne ansøger os om. Det kan også være lidt større projekter som opførelsen af en støttemur, klargøring af en adgangsvej, vandforsyning, spejdertrop eller opgaver som er for store til, at befolkningen kan klare dem uden hjælp. Ofte samler vi flere donationer sammen til sådanne opgaver. Det kan også være rigtig store projekter som skolebyggerier, en toiletbygning, indkøb af ambulance, the-fabrik og sådanne opgaver, hvor vi har brug for Rotary, Inner Wheel, Lions, eller større fonde og virksomheder med CSR-strategi, eller andre NGO’er som formidler kontakt til donorer.

The-donation

The-fabrikkens produktion er fortsat lille, og det betyder at mange omkostninger, som er de samme uanset produktionens størrelse, tynger ret meget på kiloprisen. Derfor støtter vi fortsat deres produktion, for eksempel med løntilskud og indkøb af særligt udstyr og værktøj. Gradvist trækker vi denne produktionsstøtte tilbage efterhånden som fabrikken øger sin produktion og øger sin eksport.

Hvis du indbetaler en støtte til the-projektet, så skriv The-donation på MobilePay 19841 eller bankoverførslen 9260 2651842339, og så får du tilsendt en gave fra Himalayan Project, bestående af en eller flere pakker frisk the. Du skal dog donere mindst 200 kr, så vi kan få forsendelsesomkostningerne dækket.

Se vores projekter her

Læs om vores projekter i Nepal og se masser af billeder