Småprojekter
Mange små projekter gennemført over en kortere periode
Male korn til mel
I Bhakanje dyrkes meget byg, men også en del hvede. Der brygges chhyang (øl) af groft knuste kerner, men ellers skal kornet males til mel for at kunne udnyttes som føde. Man kender ikke til gærbrød, men udelukkende ugæret fladbrød. Der laves også pema, som er mel kogt med en smule vand til en tør klump, eller tsampa som er mel der blandes op med salt-the og smør. Før i tiden foregik malingen med en håndkværn som på billedet; men det tager 2-3 timer at lave mel til dagens behov. Alternativt har folk siden firserne kunnet gå til vandmøllen i Korem. Den ligger op til et par timers gang fra Bhakanje bygd, eller 4 timer fra Chhirringkharka. Ud og hjem, med 30-40 kg på ryggen eller i pandebånd. Desuden er der ventetid ved møllen, som i øvrigt er et vældigt socialt mødested, hvor de sidste nye rygter kan spredes. Men en hal dag går med at skaffe mel til en uges forbrug.
Små lokale landsby kornmøller
Fra 2011 til 2013 byggede vi 8 små lokale vandmøller i de landsbyer, som lå længst borte fra Korem møllen. Nu kunne de få malet til ugens forbrug på en halv formiddag, og endda var der tid til at vente på hinanden med en god sladdersnak. En landarbejder fik jobbet som møller og fik dermed en lille indkomst, enten i form af tiende eller pengebetaling. To steder kunne vi udnytte at der i forvejen var bygget et lille mikroelværk, så vi bare skulle lægge en deler med to ventiler ind i vandrøret. Så måtte de undvære strøm, mens der blev malet mel.
Dette projekt var med til at starte vores Women Empowerment Project (WEP), hvor vi fik arbejdet meget med kvinderne og de med hinanden.
De fleste af mællerne fungerer endnu, men bruges ikke nær så meget som før. For nu er der bygget vejer overalt, så det er nemmere og billigere at få færdigbehandlede vare bragt ind. Færre har fortsat brug for alt besværet med at dyrke kornet og siden høste, gemme og male det. At det er gået ud over kvaliteten af føden er selvsagt. Bhakanje er totalt giftfri og dyrker de ældre kraftige kornsorter. Det mel de indkøber er fra lavlandet og fyldt med pesticider og kunstgødning.
Kutang Sutang La
Når man går fra Junbesi til Tragdophuk og videre over Lamjura passet til Bhakanje, så er indgangen til dalen med en lodret klippe. Den skal man op over, og her forløber stien langs afgrunden over flere hundrede meter. Forældre er bange for at sende deres mindreårige børn herover, så derfor bliver børnene i Tragduphug ret gamle, før de starter i skolen. Når kvæget og oksekaravanerne går denne vej og møder modsatgående på den smalle sti, så er flere faldet ud over kanten. Samme gælder når folk i en brandert skal denne vej hjem.
Derfor byggede vi i 2001 en mur langs afgrunden, først og fremmest så børnene kunne komme sikkert til skolen i Junbesi. Nogen af ungerne fandt det morsomt at skubbe murstenene i afgrunden, så muren blev lidt lav ved de stejleste steder. Ind imellem gik nogen op og reparerede, men det blev til for lidt, når der ikke var nogen til at betale for arbejdet. Det kneb med fællesansvaret på egnen. I 2022 blev der bygget bilvej et stykke ovenover stien, så nu bliver den ikke benyttet ret meget mere; men den findes stadig og er en gåtur værd.
Bhakanje Scout Squad
I 2018 fik vi hjælp af Sct. Georgs Gilderne i Skive til at etablere distriktets første spejdertrop. Den fungerer indenfor Bhakanje Skoles rammer med skoleinspektøren som tropsfører. Den er en del af den internationale spejderbevægelse etableret af Baden Powel – altså “De Gule Spejdere”. Det med at lave bål og overnatte i naturen, det behøver de ikke at lære, for det kan de allerede, og mere til. Det drejer sig mere om at gøre gode gerninger og at opføre sig disciplineret. De rydder op, samler skrald og laver penge til folk som lider nød. De stiller op i geled og står ret eller rør, når ordren gjalder, og det bruger de en del tid på. De sidder i rundkreds og hører historier om berømte mennesker og dyr, som gjorde gode gerninger.
I 2019 støttede gildebrødrene afholdelsen af en jamboree, hvor spejdere fra nabodistrikter og langvejs fra mødte op i Bhakanje; omkring 200 spejdere. I en uge lavede de drabelige øvelser og holdt store taler med uddeling af præmier. Der blev skabt en masse nye venskaber og bekendtskaber ved den lejlighed. Coronanedlukningen lagde troppen i dvale; men den er genopstået og atter i fuld aktivitet.
Days for Girls
Man snakkede ikke højt om ting, som har med køn at gøre, i Bhakanje. Ikke engang indenfor familien. Ikke engang mellem Mor og Datter; Far og Søn. Lidt forsigtigt introducerede vi “Days for Girls-informationerne” for kvindegrupperne i WEP. Efter nogen indledende rødmen og fjalethed opdagede de voksne kvinder, at der var frygteligt meget, som de ikke vidste omkring menstruation og cyclus. Derfor introducerede vi hele pakken i 2017 for alle kvinder og piger i Bhakanje. Drenge havde ingen adgang. Det blev gentaget i de følgende par år i skolen, og vi føjede også “Days for Boys” til. Den handlede mere om ansvarlighed og korrekt adfærd.
Pakken til pigerne bestod af en pose med håndsyede menstruationsbind, som kan vaskes og genbruges i årevis, sammen med en lille pjece. Et problem var dog, at det er meget vanskeligt at vaske og tørre disse bind, uden at drengene fatter interesse for dem. Skolepigerne var nødt til at gå med bindet hele dagen fra morgen, til de var hjemme igen. Derfor svandt brugen af dem ind; men nu var trolden kommet af æsken, så der kunne snakkes frit om emnet uden bornerthed. I dag er der kommet en automat op på skolen, hvor teenage-pigerne kan få udleveret en polet, som kan udløse et gratis engangsbind. Nu har vi kun problemet tilbage, at de toiletter, som vi byggede tidligere, ikke er bygget til at skylle bind ud, og det er alligevel svært at smide dem i en spand, som der kan kigges ned i.
Apple project
I Kathmandu er markedet fyldt op med æbler importeret fra Kina og Indien. I bedste fald smager de af ingenting, og i værste fald smager de af al den kemi, som de er fyldt op med. Men de ser flotte ud. I Bhakanje gror der ingen æbletræer; men det gjorde der i Junbesi-dalen. Her var æblerne ikke særligt pæne; fulde af pletter og ofte lidt vanskabte; men som de dog smagte. På en tør vandringsdag, kunne man forsvinde fuldstændigt ind i den søde aroma, som fyldte hele mundhulen og bevidstheden op. I 2005 gennemførte vi en survey sammen med en landbrugsekspert, for at afdække udbredelsen og brugen af æblerne. Det viste sig, at de fleste lavet om til æblebrændevin, og resten blev gemt til vinterens eget brug. Ingen eksport. Det viste sig også at hvert fjerde æble var så pænt, at det burde kunne sælges i Kathmandu, mens resten måtte forblive hjemme omkring.
Vi forsøgte at plante pilekviste for at kunne flette kurve til æbletransporten. Vi fik i Ringmo bygget et kølehus, hvor æblerne kunne hoilde sig til ind i vinteren, hvor priserne i Kathmandu ville være høje nok til at kunne dække transporten og besværet. Vi importerede stiklinge af Golden delicious og andre populære sorter.
Men så blev vi overhalet af klimaforandringerne, et godt stykke tid før de fleste andre mennesker på Jorden blev opmærksomme på dem. Træerne fik skurv, æblerne fik større pletter, flere insektangreb i løbet af sommeren, men færre bier om foråret og faktisk døde en del træer. Før vi kom i geng med at bruge gift for at afværge det værste, besluttede vi sammen med æblefarmerne at droppe projektet, og blot beholde hvad kunne overleve til eget brug. Det er i dag svundet ind til ikke engang at dække behovet for brændevin.
Symaskineprojektet
Engang skulle især kvinderne være i stand til at håndproducere deres eget tøj. Mændene begyndte tidligt at købe tøjet udefra, og efterhånden fulgte kvinderne med. Vi fandt, at der var et ret stort behov for at kunne sy og reparere eget tøj, men ingen kendte til symaskinen, så alt skulle foregå langsommeligt i hånden. Der blev indkøbt symaskiner og afviklet sytræning; dels af os selv, og dels med skræddere udefra. Interessen var stor og ligeså aktiviteten, men kvaliteten fulgte ikke rigtigt med. Det meste af det producerede tøj, kunne man ikke være bekendt selv at vise sig i, og salgbart var det da slet ikke. Vi prøvede at producere skoleuniformer, for børnene var ikke helt så kræsne med fejl i tilskæring og syning. Det gik helt godt i en periode, mens vi subsidierede stoffet af højeste, varmeste og hest holdbare kvalitet. Men da vi trak os gradvist, da steg utilfredsheden hos forældrene.
I dag produceres der ikke tøj lokalt. Så vidt vi ved er der ikke en eneste maskine i funktion. Det er meget billigere og nemmere at købe kinesisk fremstillet tøj på markedet. Slet ikke stofkvaliteten som før, men i bedre pasform og især til en pris, som en sparsommelig familie kan anerkende.
Hjælp os med at gennemføre flere små og store projekter
Du kan hjælpe ved at blive medlem af Himalayan Project
Du kan hjælpe os ved at sende os en donation, som du endda kan få skattefradrag for