BHAKANJE SECONDARY SCHOOL
Skolen blev rekonstrueret efter jordskælvet i 2015
Skolen blev rekonstrueret efter jordskælvet i 2015
Denne skole ligger på en nordvestlig skråning af Lamjura bjergryggen med udsigt til Numbur bjergene.
Den første skolebygning blev etableret i 1967 af landsbyen selv, som også selv betalte lærerlønninger i de første 11 år, indtil 5. klasses godkendelsen blev opnået. Edmund Hillary stod for yderligere tilbygning, og gradvist overtog det offentlige meget slæbende større forpligtelser med skolen. Andre NGO’er supplerede yderligere med bygninger, indtil vi overtog forpligtelserne for skolens udvikling i 2001.
Det er en secondary school med omkring 100 elever. Der var oprindeligt kun 7 klasser, men i 2005 fik skolen godkendt det 8. klassetrin af myndighederne, som imidlertid ikke bevilgede løn til 8. klasses lærere. Dette problem blev dog midlertidigt løst af HP med støtte fra Køge Nord Rotary Klub, idet vi fra 2001 drev den 8. klasse. Der var imidlertid andre problemer på skolen: toilettet var blevet ubrugeligt, og der var ingen fungerende vandhaner på skolens område. Desuden var skolemøblerne i en så elendig forfatning, at nogle elever måtte sidde på jordgulvet.
Men forbedringerne kom så småt i gang. Med støtte fra Venø menighedsråd blev klasselokalerne og lærerværelset forsynet med nye solide møbler i 2006, de to nyeste bygninger fik skifergulv, og vægge og lofter blev beklædt med træpaneler.
I 2007 og 2008 skete en hel del med skolen. Den gamle udslidte skolebygning blev revet ned og erstattet af nye bygninger og et nyt funktionsdygtigt toilet. En af de nye bygninger gav rum til fysik- og kemilaboratorium, bibliotek og computerlokale. Desuden blev den eksisterende kontorbygning opgraderet til samme standard som det nybyggede. Dette fuldendte billedet af en ny og smuk skole. Rural Reconstruction Nepal (RRN) stod for opførelsen af de nye bygninger, og Rotary klubber fra Nykøbing Mors og Padborg-Kruså samt Rotary Danmarks Hjælpefond støttede med økonomiske midler.
HP satte i 2010 en vandvarmer op på toiletbygningen. Systemet var drevet af energi fra et solpanel, men det kom først til at fungere efter en ændring af konstruktionen i 2011.
De nepalesiske myndigheder gav i 2012 penge til etablering af 9. og 10. klassetrin på skolen, og HP udarbejdede på den baggrund en projektbeskrivelse af en ny to etagers bygning med nyt kontor, lærerværelse og to klasselokaler. Dette projekt blev støttet af Nykøbing Mors Rotary Klub, Rotary Danmarks Hjælpefond, Rotary International og en privat dansk fond. Denne nye bygning blev indviet i efteråret 2013.
Men ak, det voldsomme jordskælv i foråret 2015 ødelagde næsten tre fjerdedele af skolen. Kun hovedbygningen med to etager, som HP havde fået bygget jordskælvssikret, stod tilbage – resten var smadret. Så var det forfra og om igen.
Skolen stod atter en gang færdigbygget og blev indviet i oktober 2019. PONA-fonden, Skærsø fonden og Rotary klubber bidrog i høj grad til at gøre genopbygningen mulig. Især bygningen af Videnskabsbygningen har tilført skolen en ny dimension. Et stort rum med Bibliotek, hvor der også er adgang for bygdeboerne en gang om ugen, og Computer bord med projektor og interaktiv skærm. Et lidt mindre rum med fysik, kemi og biologi materialer.
I samarbejde med Sct. Georgs Gilderne i Skive etablerede vi den første spejdertrop i hele det østlige Nepal. Det er skolen, med skoleinspektør Lhakpa Sherpa, som er tropsfører. Alt det med bål og færdsel i naturen, det kender de i forvejen, så aktiviteterne handler mest om velgørenhed, sammenhold, fællesskab og disciplin.
Det var et stort ønske fra skolen at få en hal, der kunne rumme alle elever til fællesmøder, underholdning og sport. Lokalbefolkningen og politiske partier havde også brug for et stort lokale til folkemøder, ligesom the fabrikken manglede en mødesal til kurser o.lign. PONA-fonden gav tilsagn om at støtte bygning af et forsamlingshus til disse formål, forudsat at lokalsamfundet selv bidrog i væsentlig grad. Der blev anskaffet en grund på 1.400 m2 neden for skolen og ikke langt fra the fabrikken. I 2022 var forsamlingshuset bygget og kunne tages i brug, efter at Kurt havde fået rummet lydisoleret, så man kunne samtale og høre foredrag.
En ny skolestruktur, som er vedtaget i kommunen, kommer til at betyde ændringer for Sagar-Bhakanje skole. De nuværende 10 klassetrin skal enten nedgraderes til 8 klasser eller opjusteres til 12 klasser. For HP vil en 12 klasses skole med en landbrugslinje med fokus på the produktion være meget relevant, men det vil kræve udvidelse af skolen med nye bygninger i nærheden af the fabrikken. Hele dette spørgsmål er komplekst med mange politiske og økonomiske interesser og er fortsat i sommeren 2023 uafklaret.
Åben Google Earth Online og se skolen og gå på opdagelse i dens omgivelser.
Du kan hjælpe ved at blive medlem af Himalayan Project
Du kan hjælpe os ved at sende os en donation, som du endda kan få skattefradrag for