Du er her: Forside » The » Bhakanje Tea Farmers

BHAKANJE TEA FARMERS

På vej mod 100 the-farmere, hvoraf hovedparten også er aktionærer i BTE.

Du kan besøge de enkelte farmere på denne side:

Gradvist vil vi tilføje flere og flere, indtil vi en dag når op på alle 100.

Få store farmere og mange små.

Den største farmer leverede 22% af den samlede leverance i 2022, som var på 3.320 kg grønne blade. De 9 farmere, som leverede mere end 100 kg grønne the-blade, leverede 75%. De 27 farmere, som leverede mindre end 10 kg, de leverede samlet 125 kg og 4%.

Da vi startede projektet op i 2012, var der rimeligt nok, ikke mange som troede på, at det nogensinde ville blive til noget. Derfor var der kun få, som gik helhjertet ind i projektet. Da de skeptiske i 2019 opdagede, at projektet var en realitet, så fik de travlt med at passe deres eksisterende buske og at få plantet nye, så de vil komme til at markere sig kraftigere i de kommende år.

Oprindeligt udleverede vi omkring 200.000 stiklinge til 135 farmere. En del marker viste sig uegnede til the-dyrkning på grund af jordbundsmæssige forhold og lokalt klima. Nogle farmere viste sig at mangle evner og energi til at passe the-buskene. I 2018 var halvdelen af stiklingene blevet til buske, og 2/3 af disse blev passet samvittighedsfuldt, hvilket var nok for os, til at beslutte at gennemføre etableringen af fabrikken. Vi donerer ikke stiklinge længere. Det må de klare selv, hvilket også sker i stor stil med støtte fra diverse offentlige kasser.

2022 57 farmers delivered 3.320 kg green leaves

Farmernes hverdag

Farmerne vågner med solens første stråler, hvilket vil sige ved 5-tiden. Mens der sættes vand over til the, så skal guderne lige have hvad der tilfalder dem af frisk vand i skålene og enebærrøg i stuerne. Så slubres der the, og man diskuterer dagens gøremål. En kort oprydning omkring huset, og hvis der er husdyr, så skal de lige passes. Dagene i forvejen er the-buskene blevet tilset, og skudspidsernes størrelse fortæller, at det er i dag, at der skal plukkes. Hvis marken er stor, så er der kaldt forstærkninger ind, som også lige skal have en kop the. Man spiser ikke morgenmad. Og så ud i the-marken og rive tip og 2-3 pekoe af. Ved 11-tiden er der formiddagsmad, enten i marken, hvis den er stor, eller hjemme hvis plukningen er forbi. Op på nakken med kurven eller kurvene og så vandres der afsted til fabrikken. De nærmeste tæt på; men de fjerneste op til 3 timers gang. Mellem klokken 12 og 14 bliver dages høst afleveret, ofte samtidig med nogle af de andre farmere, og så går de sammen til nærmeste the-hus og får sig en snak over en kop the – eller for enkeltes vedkommende chhyang eller rakshi.

Træning

Hvert år hyrer Himalayan Project en Tea Expert, normalt fra the-områderne i Ilam. De tilbringer 1-2 uger i Bhakanje med undervisning i Forsamlingshuset for alle interesserede farmere, hvorefter de samler mindre grupper i de enkelte landsbyer og giver praktiske anvisninger. Det er især beskæringen og formningen af buskene, som er en udfordring. Det skal gentages med jævne mellemrum, da beskæringen bliver forskellig afhængig af buskenes alder. Især i vinteren 2023 gik de meget hårdt til beskæringen, så produktionen det år bvlev en del mindre end forventet.

Også træning i selve fremstillingen af the’en gennemføres især for teknikerne på fabrikken, men også for de farmere som er interesseret. Vi har engageret agronomer, som har særlig forstand på fremstilling af kompost og naturgødning tilpasset jordens sammensætning og buskenes udvikling. En agronom med forstand på plantesygdomme var også heroppe, men han kunne konstatere, at der stort set ikke er sygdomme som trives heroppe. Han kunne dog fortælle, hvordan man fremstiller plantemedicin ud fra naturligt forekommende planteprodukter, som findes i naturen på stedet.

2024 teabush pruning training

Fællesmøder

Bhakanje Meeting Hall blev bygget af Himalayan Project i 2021 og overdraget til Bhakanje School, men også beliggende som nabo til Tea Factory. Her forsamles farmerne jævnligt til fællesmøder. Især til det årlige møde i april møder samtlige farmere op, for det er her, hvor Janaki og Papa Kurt er til stede for at uddele betaling for de indleverede grønne blade, og når overskuddet er stort nok, så også efterbetaling for den producerede the. Fra 2024 blev der også uddelt dividende til andelshaverne. I forbindelse med dette møde indledes med en video om the-dyrkning, enten optaget lokalt eller hentet fra internettet, efterfulgt af en PowerPoint præsentation med forklarende grafik omkring produktionen og dyrkningen. Fast indhold hvert år er pointeringen af at Bhakanje skal være absolut fri for kemikalier og andet som kan forurene the’en. Normalt har nepalesere svært ved at overholde mødetider; men med denne indledning mødet alle op til tiden.

Andre fællesmøder er generalforsamlingen i BTE som afholdes i det sene efterår eller først på vinteren. Der indkaldes også til fællesmøder, når en the-ekspert er på besøg.

Informative meeting for farmers