Elleve skoler er bygget
… og nogle af dem har fået driftsstøtte
… og nogle af dem har fået driftsstøtte
HP har fra begyndelsen haft fokus på uddannelse af børn og unge fra fattige familier i Nepal og har derfor etableret en omfattende scholarship ordning baseret på midler fra private og institutionelle donorer. Men en forudsætning for, at et scholarship nytter noget, er naturligvis, at der er gode og velfungerende skoler.
HP har siden 1999 sammen med danske, nepalesiske og udenlandske Rotary Klubber opgraderet, ombygget og moderniseret mange skoler især i Upper Solu distriktet. I de senere år også med stor støtte fra PONA-fonden. Et særligt kapitel i denne fortælling er genopbygningsarbejdet efter det store jordskælv i 2015, hvor meget af de foregående års byggeri blev ødelagt.
HP har nu afsluttet sine aktiviteter i en del af de berørte skoler, men har stadig samarbejde med/kontakt til skolerne i Chhimbu, Sagar-Bhakanje og Sagardanda.
Centralskolen i Bhakanje Village underviser op til 10. klasse og samler elever op fra underskolerne i Chhimbu, Sagardanda, Chhirringkharka, Orale og til en vis grad fra Kenja. Vi har støttet skolen siden 2001 med bygninger og undervisningsmaterialer og siden 2013 med undervisningstiltag, lærertræning, flere lærerlønninger, forældreengagement og andre tiltag som gjorde skolen til den bedste videnom. Vores direkte engagement forvenbtes at ophøre i 2024, da skolen nu er så stærk og velfungerende, at de kan klare sig selv.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Denne skole var starten på Himalayan Projects egentlige virke. Papa Kurt besøgte bygden første gang i 1993, hvor idéen om at bygge en skole opstod. Det tog syv år at gøre visionen til virkelighed, så i 2000 blev den indviet. I starten drevet af os; men gradvist overtog det offentlige større dele af driften. Vi forventer at ophøre vores støtte i 2024, da vores førstelærer Jangbu Sherpa går på pension, og da skolen nu har styrke til at klare sig selv.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Skolen var i en elendig forfatning, dårligt bygget og nedslidt, så i 2007 aftalte vi med bygden at de skulle have en ny skole, hvilket blev til virkelighed i løbet af de følgende 5 år. Da skole på det tidspunkt var godkendt og drevet af skolemyndighederne, så supplerede vi i en årrække kun med et løntilskud til en lærer, en af vores egne scholarshipelever, og med undervisningsmidler. Efter jordskælvet i 2015 måtte vi genopbygge hele skolen, og nu endelig i 2023 synes hele skolens infrastruktur at være i topform, høj kvalitet og jordskælvssikret.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Bygderne Patale, Chhirringkharka, Lole og Marbu er de sidste bebyggelser før de store Numbur-bjerge. Beboerne i de knap 70 husstande skal vandre i 2-3 timer for at komme til Bhakanje. Først dybt ned og så højt op. Da skolen i Bhakanje blev bygget, søgte folk skolemyndighederne om etablering af en forskole heroppe, da de små børn ikke ville kunne klare denne daglige vandring. Da der ikke skete noget ved det, så byggede de selv en lille skole i 1978 og ansatte selv en lærer, som myndighederne overtog forpligtelserne for fire år senere. Efter at et jordskælv i 1988 beskadigedebygningen, blev en lidt større bygning opført på det offentliges regning tre år senere, og endnu en lærer ansat.
I 2014 så det hele temmelig sølle ud, så vi besluttede at bygge en ny skole lidt længere oppe, midtvejs mellem de tre bygder. Jorden blev doneret af jordejeren og hele landsbyen udgravede og jævnede byggepladsen ved frivillig arbejdskraft. Se videoen HER.
I 2017 kunne vi overdrage bygningen til skolemyundighederne, som herefter overtog driften med de fire lærere og 50-60 elever fra børnehaveklasse til 5. klasse. Fra 6. klasse må de dagligt gå den lange vej til Bhakanje.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Bygderne Themjeng og nedre Marbu ligger dybt inde i dalen. Skolevejen til Bhakanje går 1½ time igennem tæt skov, hvor bjørne færdes. Børn over 10-års alderen kan agere overfor bjørne, men det kan de mindre ikke. Derfor byggede landsbyen i 2006 en lille rå bygning og ansatte en lærer til at undervise de 12 børn, som startede i børnehaveklassen. I perioden 2008 til 2012 opgraderede vi skolen, først med en beskyttelsesmur ud til afgrunden, dernæst et toilet og vandforsyning; bliktag, vægbeklædning, skolemøbler, og sidenhen ad flere omgange undervisningsmidler til eleverne op til 3. klasse.
I dag er der næsten kun ældre mennesker tilbage i bygderne, så der er kun to børn tilbage i forskolealderen. Der er dog fortsat to lærere ansat af det offentlige. Ofte tager de hjem til hver sit skolebarn for hjemmeundervisning frem for at benytte den fine lille skole.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Kommunen Likhupikey Rural Municipality med 5 wards, hvor Bhakanje er ward 5, har kun én skole med undervisning op til 12. klasse, og den ligger i Chaulakharka i den sydlige ende af kommunen, mange timers vandring fra Bhakanje, men to tredjedele af kommunens befolkning bor i denne ende. Skolen havde i 2014 18 lærere der underviste knap 600 elever. Men skolen var i en elendig forfatning. Enkelte bygninger er tilbage fra 1952, mens hovedparten blev bygget sidst i 1900-tallet i en temmelig ringe kvalitet.
I 2016 planlagde vi at rekonstruere hele den store skole i høj jordskælvssikret kvalitet. Vi startede med overbygningsdelen 11-12. klasse i store rummelige lokaler og egen lukket skolegård. Men så var der kommunalvalg og den nye kommunalbestyrelse var ikke samarbejdende – nærmest arrogant modvillige. De fyrede vores gode samarbejdende skoleinspektør og indsatte en ny, passiv, arrogant og modvillig, og da håndværkerne heller ikke ville samarbejde og lytte til vores anbefalinger, så besluttede vi, efter også at have bygget to toiletter og sikret vandforsyning, at projektet med skolen skulle ophøre fra vores side.
Nu er en ny kommunalbestyrelse kommet til og har rettet henvendelse. Nu bliver de gamle bygninger næsten ikke brugt mere, så hele skolen fungerer i vores nye bygning beregnet til to klassetrin. Vi overvejer situationen.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Skolen blev etableret som forskole i 1977 af landsbyen selv, og de drev den for egne midler i fem år, før det offentlige skolevæsen anerkendte skolen og overtog. Skolen blev gradvist opgraderet, og sidst i 1990’erne blev den godkendt til drift af 7. klasse, da afstanden til nærmeste overbygningsskole er adskillige timers vandring.
På trods af landsbyens ihærdige engagement, så var nogle af bygningerne af en meget ringe kvalitet, så i 2008 besluttede vi sammen med folk fra Tasmanien at rekonstruere de mest sølle af dem. Vi tog os af den ældste bygning, byggede et ordentligt toilet, lagde nyt tage på tre bygninger og forsynede med nye skolemøbler til hele skolen. De satte selv tre flagstænger op til det nepalesiske og australske flag, og til Dannebrog, med besked om, at det skulle tage ned om natten, da det ellers vil tiltrække ånder. Det har de troligt gjort siden, og mener at det beskyttede mod jordskælvet i 2015.
I dag står skolen fortsat pæn og velholdt, bestyret af en god og stærk landsby, men der er færre elever end de knap 60 der var før.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Den lille sherpabygd Solung ligger højt med den mest betagende udsigt. Især mod nord hvor Khumbu bjergene med Mount Everest fylder hele panoramaet. Da jeg engang spurgte Gyalzen, om han værdsatte den udsigt svarede han: “Ja, hver dag.” I 1997 blev en bygning med to klasseværelser og et lærerværelse bygget ef en gruppe japanske turister. Skolens største problem var, at legepladsen var meget lille, så bolde skulle samles op 700 højdemeter nede i bunden af dalen. Desuden manglede landsbyen et sted at forsamles, når der var fest og møder.
I 2007 udvidede vi derfor skolegården og byggede et højt hegn omkring den. Byggede et hus med stort mødelokale og fysik-kemi laboratorium, og en stor toiletbygning for både skole og forsamlingshus.
Skolen fungerede godt med to lærere i adskillige år, men i dag er de unge fraflyttet, så der er ikke mindre børn i bygden, og skolen er blevet nedlagt. Men forsamlingshuset lever fortsat videre og et af klasseværelserne er blevet lavet om til systue og håndarbejdslokale.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen.
Oppe i dalen nord for Junbesi finder man den solide spredte sherpabygd, Mopung, hvor gårdene er bygget hvor jorden er. Lidt længere nordpå etablerede tibetanske flygtninge klosteret Tubten Choling og lidt længere sydpå etablerede sherpafolket klosterskolen Serlo Gompa. Også norpå findes en fin lille kostskole, Phugmoche, bygget og drevet af folk fra Nordtyskland.
Skolen blev bygget i 1990 med hjælp fra Edmund Hillary, men trængte i 2007 til forbedringer. Vi skiftede hele taget ud, erstattede det gamle muddepuds med cementpuds udvendigt og cementfugning indvendigt, brolægning med skiferfliser omkring bygningen, vandafledning fra taget og en del udstyr til klasselokalerne.
Skolen er fortsat i funktion, omend med færre børn på grund af fraflytning.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen – bemærk, at hvis du zoomer ganske lidt ud, så kommer den berømte Tubten Choling Gompa til syne.
Skolen blev etableret i 1961 af Edmund Hillary og siden suppleret med flere bygninger, så den i 2006 underviste 104 elever af syv lærere op til 7. klasse.
I 2006 brændte skolen ned til grunden. I løbet af året var de rå bygninger atter genopbygget af Edmund Hillary og hans Himalayan Trust. Vi støttede op om deres projekt ved at beklæde alle klasseværelser med træpaneler, lave skolemøbler, bygge toilet, bygge støttemure, bygge trapper og udvide skolegården og bygge mur omkring den. Men der var rod i regnskabet og flere detaljer var ikke fuldført eller bragt i orden. I 2009 afsluttede vi projektet med det meste på plads, men vi opgav de sidste detaljer og forlod skolen.
Siden har mange andre været inde over yderligere opbygning og udvidelse, så skolen i dag fungerer som en 12. klasses skole. En endog meget smuk og velfungerende skole, som klarede sig godt igennem jordskælvet. Det påstås, at de fik en lærestreg af vores kompromisløse krav, hvilket gjorde, at de siden levede op til at tilfredsstille deres donorer.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen
Skolen blev bygget i 1990 af Undervisningsmyndighederne i starten som en 3. klasses skole, men siden opgtraderet til 5. klasse. I 2007 var skolen blevet for snæver til de 65 elever, så vi gik ind med et opgraderingsprojekt for skolen. En ny bygning blev etableret med kontor-mødelokale og et fysik-kemi-lokale, så det gamle kontor kunne omdannes til klasselokale. Alle blev de beklædt med træpaneler, ovenlysvinduer, møbler og udstyr. Skolegården blev udvidet ved at grave en masse jord væk og bygge en støttemur mod den nye høje jordvæg. Der blev bygget nyt toilet. Vinduer og døre i alle bygninger blev udskiftet. Skillevæggene mellem klasseværelser blev gjort lydtætte. Alle bygninger fik erstattet det gamle mudderpuds med cementpuds.
Vi havde lidt problemer med at noget af arbejdet ikke var ordentligt udført, men det meste blev rettet. Kun var der problemer med den nye bygning, da der ikke var lavet ordentlig vandafledning, hvilket gjorde, at regnvandet fik yderenden af bygningen til at sætte sig. Vi bad skolen om selv at købe nogle sække cement og lave en afledningskanal, hvilket først blev gjort adskillige år senere.
Skolen står i dag som en smuk og velfungerende skole og fortsat med 50-60 elever.
KLIK her for at se skolen i Google Earth og gå på opdagelse i omegnen
Du kan hjælpe ved at blive medlem af Himalayan Project
Du kan hjælpe os ved at sende os en donation, som du endda kan få skattefradrag for